The Matrix
En religionsfaglig tilgang til filmen
Jesus som computernørd
Platon og hulelignelsen
Platon levede fra ca. 428-348 f. Kr. Han udviste allerede tidligt i sit liv politisk interesse, men afviste dog en opfordring til at træde ind i politik (404-3 f Kr.) af mændene bag tyranstyret (Tyranstyret: Athen blev efter krigen mod Sparta styret af et tyranner som var athenere, men som var indsat af Sparta. Dette styre var ikke demokratisk) . Platon kunne ikke tilslutte sig styrets voldelige metoder og en senere chance for politisk engagement viste sig ikke. Omkring 380’erne f. Kr. grundlagde Platon, hvad der kaldes Europas første universitet, Akademiet i Athen.
Platons forfatterskab består hovedsageligt af dialoger, hvori Platons tanker bliver fremstillet indirekte som resultatet af to personers samtale. I alle dialogerne, med undtagelse af Lovene optræder Sokrates, som Platon kendte fra sin tidlige ungdom og indtil Sokrates’ død. Hvad der kan tilskrives Sokrates og hvad der er Platons egne resultater kan ikke afgøres præcist.
Platon selv var rationalist og blandt hovedtrækkene i Platons filosofi er bl.a. grundtanken om, at der til grund for al erkendelse og foranderlighed ligger en urokkelig orden og at sandhed ikke kan fastslås men må nås af individet selv, idet det sætter sig ud over selviske tænkemåder og snæversynethed.
Mest kendt er Platon nok for sin hulelignelse, hvori han, via en dialog, redegør for verdens opbygning. Beskrivelsen er symbolsk og herigennem forklares menneskets erkendelse og vilkår. I hulelignelsen beskrives en stor hule.
Resume af Platons hulelignelse:
Man skal forestille sig en underjordisk hule (grotte), hvorfra der går en gang, som er så lang, at den fører udenfor, i dagslyset.
Men dagslyset kommer aldrig ned i hulen. Med ansigtet mod hulens bagerste væg og med ryggen til indgangen, sidder en række fanger på rad og række. Ikke alene er deres kroppe lænket fast, de kan heller ikke bevæge hovedet og kan altså hverken se hinanden, eller ned af sig selv. De kan kun se væggen foran sig, og sådan har det været hele deres liv, de kender simpelthen ikke til noget andet. Bagved dem, er der tændt et bål, de ved ikke, at der mellem dem selv og ilden er en mandshøj mur, og at folk på den anden side af denne mur bærer ting og sager frem og tilbage på hovedet.
Men skyggen af disse objekter kastes på en væg, som er det eneste fangerne kan se, og fangernes stemmer kastes kun tilbage til dem selv. Vi kan nu forstille os, at de eneste ting, som fangerne overhovedet sanser og erkender i tilværelsen er netop disse skygger og ekkoer. Derfor tror fangerne at dette også er det virkelige. De tror de ser den sande verden.
Hvis nu, at en af fangerne nu blev gjort fri af sine lænker, ville han være så forkrampet af fangenskabet i mørket, at bare det at vende sig om ville være smertefuldt for ham.
Bålets direkte lys ville blænde hans øjne. Han ville stå så forvirret og uforstående at hans første ønske ville være, at vende tilbage til skyggevæggen og sin egen forståelige virkelighed.
Hvis han oven i købet fik trukket sig helt ud af hulen og ud i dagslyset, ville han blive så forblændet og forvildet, at der ville gå lang tid inden, han kunne se noget som helst (Forstå noget). Men efter noget tid, så ville hans øjne og en længere tilvænningsproces have gjort, at han kunne se ting i dagslyset. Hans øjne kunne nu skue klart alle de ting som er. Han kunne skue den rigtige sol og den rigtige verden.
Hvis han så vendte tilbage ned i hulen, ville han igen forblændes, denne gang af mørket. Og alt hvad han vil fortælle de andre fanger, ville være uforståeligt på dem. Hvis de kunne komme fri af deres lænker, ville de måske endda dræbe fangen, som havde været oppe i dagslyset…fordi de klinger sig til deres sandhed.
Download teksten som pdf her "Platon og hulelignelsen"